KRIMI. Endnu en gang måtte Sydøstjyllands Politi lægge vejen forbi værestedet Skuret på Vester Voldgade i Fredericia. Onsdag aften blev en 64-årig mand fra Fredericia Kommune sigtet for salg af euforiserende stoffer, efter at politiet havde stoppet ham klokken 17.39 og fundet både hash, en digital vægt og kontanter i mandens besiddelse.
»Patruljen træffer en person dernede, han bliver fundet i besiddelse af 16,79 gram hash, en digital vægt og en lille smule kontanter, som vi næsten tænker stammer fra salg af hash,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Den 64-årige mand er sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, og sagen føjer sig til en voksende liste af lignende sager, som politiet har haft ved Skuret i Fredericia.
Det er nemlig kun en uge siden, at Sydøstjyllands Politi sidst var på besøg ved Skuret med bødeblokken fremme. Her blev hele tre personer sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer – herunder også salg. Ved det tidligere besøg blev en 64-årig mand ligeledes sigtet, efter at politiet fandt knap 14 gram hash, en digital vægt og nogle kontanter.
»Han bliver sigtet for salg af euforiserende stoffer. Det er ikke en voldsom stor mængde, men det er dog lidt mere end til eget forbrug, og kombinationen med digitalvægten og kontanterne tyder på, at der kan være tale om salg,« lød det dengang fra Arno Rindahl Petersen.
Dermed er det anden gang inden for kort tid, at politiet må besøge Skuret i forbindelse med sager om salg af stoffer.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.