FINANS. I flere timer lørdag aften oplevede tusindvis af danskere, at betalingskortene svigtede i butikker, på festivaler og ved betalingsanlæg som Storebæltsbroen.

Nu melder Nets omsider ud med årsagen til det omfattende nedbrud, der skabte problemer landet over.

Ifølge en pressemeddelelse fra Nets skyldtes nedbruddet en »sjælden komponentfejl« i virksomhedens bagvedliggende infrastruktur, som bliver håndteret af en unavngiven global partner. Fejlen var så alvorlig, at Nets’ backup-system, der normalt skal træde til i tilfælde af nedbrud, heller ikke virkede.

»Vi blev ramt af en komponentfejl af en sjælden karakter, som hverken vi eller vores leverandør har set før, og som gjorde os ude af stand til hurtigt at genetablere normal drift,« siger Allan Bonke, landechef hos Nets, i pressemeddelelsen.

Nets understreger samtidig, at nedbruddet ikke skyldtes et cyberangreb.

Uafsluttede betalinger skabte problemer

Lørdagens nedbrud varede fra cirka klokken 19 til 22 og fik store konsekvenser for både bilister og festivalgæster.

Bilister på Storebæltsbroen strandede i lange køer, fordi betalingssystemerne var ude af drift. Samtidig blev festivaler som Grøn Koncert hårdt ramt, da gæster ikke kunne betale for mad, drikkevarer og andre varer.

Nogle restauranter oplevede endda at måtte lade kunderne gå med ubetalte regninger, fordi kortbetalingerne ikke fungerede, oplyser DR Nyheder.

Nets erkender også i pressemeddelelsen, at flere kunder efterføgende har oplevet fejltrækninger eller reservationer af beløb, som de ikke har brugt. Problemerne er ifølge Nets ved at blive løst i tæt samarbejde med datacentraler og banker.

»Disse hændelser er ved at blive håndteret og løst,« oplyser Nets ifølge DR Nyheder.

Tiltag for at undgå gentagelser

Nets er nu gået i gang med at indføre nye sikkerhedstiltag, som skal forhindre lignende problemer i fremtiden. Ét af tiltagene indebærer en udvidelse af muligheden for offline betaling, der hidtil kun har været tilgængelig med fysiske Dankort.

»Hændelsen i lørdags viste, at denne procedure ikke er forankret blandt en række kunder,« erkender Nets i pressemeddelelsen ifølge Ritzau.

Den nye offline-løsning skal implementeres bredere – særligt i supermarkeder og apoteker, der betragtes som kritiske for forsyningen af basale varer.

Erhvervsministeriet har bedt Finanstilsynet om at få Nets til at redegøre nærmere for hændelsesforløbet, og hvordan selskabets beredskabsplaner ser ud.

Ifølge Ritzau har Nets – der siden 2020 har været ejet af den italienske betalingskoncern Nexi – en markedsandel i Danmark på op mod 80 procent inden for kortbetalinger.