KRIMI. Der var hverken blå blink eller ambulance på højkant, men derimod masser af forvirring, da en 81-årig kvinde og en 24-årig mand lørdag formiddag mødtes på en temmelig uheldig måde midt i krydset mellem Snoghøj Landevej og Vesterballevej i Fredericia.
Klokken havde netop slået 10.00, da de to biler kom kørende mod krydset fra hver sin retning – én fra Vesterballevej, den anden i højresvingsbanen på Snoghøj Landevej. Og dér gik det galt, forklarer vagtchef Søren Lisbjerg fra Sydøstjyllands Politi:
»Den ene part i krydset kommer i højresvingsbanen med cirka 10-15 kilometer i timen, da de støder sammen. Heldigvis sker der ikke nogen personskader,« fortæller han.
Politiet blev hurtigt sendt til stedet, men der blev ikke foretaget sigtelser i forbindelse med uheldet. Det var primært lak og buler, der stod for skud i det langsomme, men alligevel uheldige sammenstød mellem den ældre kvinde og den unge mand.
Mens betjentene klarede skærene ved Snoghøj Landevej, tikkede endnu en melding ind om et færdselsuheld – denne gang ved Jernbanegade og Indre Ringvej.
Læs mere om det andet færdselsuheld her:
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag eftermiddag klokken 17.00.