KRIMI. Nattelivet i Kolding bød på mere end fest og glade dage natten til søndag, da en 54-årig aarhusianer skabte tumult ved en beværtning i Karolinegade. Situationen udviklede sig, og politiet måtte til sidst lægge manden i håndjern.

Ifølge vagtchef Steffen Wolf fra Sydøstjyllands Politi begyndte balladen omkring klokken 00.25, hvor den tydeligt alkoholpåvirkede mand blev bedt om at forlade stedet af beværtningens personale. Det budskab havde manden dog svært ved at forstå.

»Han var blevet bortvist fra stedet af personalet, men det efterkom han ikke. Derfor blev vi tilkaldt,« fortæller Steffen Wolf.

Politiets ankomst fik dog ikke manden til at falde til ro – tværtimod. Situationen eskalerede hurtigt, da den 54-årige blev højtråbende, aggressiv og ligefrem opfordrede patruljen til slåskamp.

»Han bliver meget højtråbende og aggressiv over for patruljen og ville egentlig slås med dem,« siger vagtchefen.

Politiet fik hurtigt styr på den aggressive aarhusianer, der blev anholdt og sigtet for både overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for at modsætte sig anholdelse.

Efter nattens optrin måtte han derfor tilbringe resten af natten bag lås og slå.

Alle oplysninger stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag morgen klokken 10.00.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her