KRIMI. Fredag aften opstod der brand i en industribygning på Håndværkervej i Fredericia. Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 21.20, og både politi og brandvæsen rykkede hurtigt ud til stedet.
Da beredskabet ankom, stod det klart, at der var ild i bygningens tagkonstruktion. Brandfolkene arbejdede effektivt og fik hurtigt kontrol over flammerne, blandt andet med hjælp fra kollegerne fra Skodborg, som allerede befandt sig i Fredericia som følge af en tidligere brand på Falck-stationen på Vejlevej.
Årsagen til branden var dog ikke umiddelbart åbenlys.
Vagtchef Steffen Wolf fra Sydøstjyllands Politi forklarer om situationen:
»Det er lidt uvis, hvad der har været årsag til branden. Om det er en forsætlig brandstiftelse, eller om det er noget, der er sket i forbindelse med, at den her industribygning er under renovering, det er uvis.«
Han oplyser samtidig, at politiet har valgt at sikre området, og at sagen skal undersøges nærmere i løbet af den kommende uge. Indtil videre er der ikke noget, der tyder på person- eller dyreskader.
»Der er ikke nogen mennesker eller dyr, der skulle være kommet noget til derude,« slår vagtchefen fast.
Politiet vil i løbet af den kommende uge gennemføre tekniske undersøgelser, der skal afdække brandårsagen mere præcist.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag formiddag klokken 10.00.