KRIMI. En 15-årig dreng fra Fredericia blev tirsdag aften udsat for et voldsomt overfald, da han mødte op ved Ungdommens Hus på Norgesgade for at hilse på nogle venner.
Episoden fandt sted omkring klokken 20.30, hvor drengen blev kontaktet af en gruppe bekendte, der spurgte, om han ville med udenfor. Men det, der kunne lyde som en uskyldig invitation, udviklede sig kort efter til et brutalt overfald.
»I Fredericia har vi en sag om vold på Norgesgade ved Ungdommens Hus, tirsdag klokken 20.30. Her var en 15-årig dreng mødt op for at hilse på nogle venner, da han blev kontaktet af nogle bekendte, som spurgte, om han ville med udenfor,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd og uddyber, hvordan situationen hurtigt eskalerede:
»Da den forurettede kommer udenfor sammen med de pågældende bekendte, bliver han overfaldet med skub og slag, hvorefter han falder omkuld. Volden fortsætter, mens han ligger på jorden, og han vurderer selv, at han modtager omkring ti knytnæveslag, hvoraf de fleste rammer ham i ansigtet,« fortsætter Arno Rindahl Petersen.
Ifølge politiet er det dog kun én person i gruppen, der står bag selve volden, mens de andre tilstedeværende så passivt til.
»Det er kun én af de personer, som den forurettede dreng mødes med, der udøver volden. De andre står passivt, eller de står der bare,« uddyber Arno Rindahl Petersen.
Efter overfaldet er politiet gået i gang med at identificere alle de involverede personer. Den 15-årige dreng, som kommer fra Fredericia, er allerede blevet afhørt, og man arbejder nu på at få klarlagt, hvem gerningsmanden og de passive medvirkende er.
»Vi er i øjeblikket i gang med at efterforske sagen, så vi kan få identificeret de involverede personer. Vi kender selvfølgelig allerede identiteten på den forurettede. Eftersom der er tale om bekendte, forventer vi, at vi hurtigt får fundet frem til dem, afhørt dem og klarlagt, om nogen skal sigtes,« forklarer vicepolitiinspektøren.
Selvom drengen blev udsat for en række hårde slag i ansigtet, meldes der heldigvis ikke om alvorlige skader.
»Den forurettede har naturligvis nogle skader med hævelser, blå mærker og blodansamlinger ved venstre øje og tinding, men heldigvis er der ikke tale om mere alvorlige skader,« siger Arno Rindahl Petersen.
Hvad angår motivet bag overfaldet, er politiet stadig lidt i det uvisse. Den 15-årige dreng har selv peget på en gammel konflikt med en af gerningsmændene som en mulig forklaring, men ifølge ham selv ligger konflikten mere end et år tilbage.
»Han er ikke helt sikker på motivet. Han har tidligere haft en konflikt med én af drengene, men det er over et år siden, så helt nøjagtigt hvad det handler om, er vi ikke sikre på endnu. Mon ikke vi bliver klogere, når vi får afhørt de involverede,« afslutter vicepolitiinspektøren.
Sydøstjyllands Politi fortsætter nu efterforskningen af sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.