KRIMI. En kunde gik mandag middag over stregen i Føtex i Kolding, da han spyttede en medarbejder direkte i ansigtet efter en diskussion om penge.
Klokken 11.57 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til Føtex på Helligkorsgade, hvor der var opstået en konflikt mellem en kunde og en kvindelig medarbejder ved butikkens kundeservice.
Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd handlede uenigheden om, hvorvidt kunden havde ret til at få nogle penge tilbagebetalt. Situationen udviklede sig hurtigt, og manden reagerede ved at spytte medarbejderen i ansigtet.
»Den forurettede arbejder, så vidt jeg forstår, i kundeservice, og der er en kunde, som ønsker nogle penge betalt tilbage. Der opstår så lidt uenighed om det, hvorefter personen spytter medarbejderen i ansigtet,« siger Arno Rindahl Petersen.
Den 24-årige kvinde fra Egtved kom ikke fysisk til skade ved episoden. Politiet betragter dog sagen som vold, da det at spytte på en anden person er en krænkelse af den enkeltes integritet.
Tjekker overvågning
Politiet har endnu ikke fundet frem til gerningsmanden, men de har allerede fået et signalement af ham, og håber nu, at butikkens videoovervågning kan hjælpe dem på vej.
»Gerningsmanden beskrives som cirka 25 år gammel og omkring 175 centimeter høj med sort hår og mørkt skæg. Han havde en sort hættetrøje på med teksten ‘Tupac’, blå jeans, sorte sko og en sort rygsæk,« fortæller vicepolitiinspektøren.
Politiet er nu i gang med at indsamle og gennemgå videooptagelserne fra Føtex for at finde frem til manden, der risikerer en sigtelse for vold.
Har man har oplysninger i sagen, kan man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.